Reproduktion hund

Drægtighedsundersøgelse

Har parringen af hunden eller katten været succesfuld?

Mange er efter parring nysgerrige på, om denne har været en succes, og om tæven er drægtig – og med god grund. Måske udviser tæven symptomer på drægtighed, bliver større om livet og får kraftig mælkeproduktion. Drægtighed diagnosticeres ved hjælp af en drægtighedsundersøgelse.

Hos Dyrlægegruppen Dania har vi tre metoder til drægtighedsdiagnosticering. Valget af metode afhænger blandt andet af tidspunktet for og formålet med undersøgelsen.

Ultralydsscanning til bestemmelse af drægtighed

18 dage efter ægløsning kan vi ved hjælp af ultralydsscanning afgøre, om parringen har været succesfuld. Dog opnås de bedste billeder 24 dage efter ægløsning. På dette tidspunkt kan vi se hjertelyd, ligesom vi kan få et forholdsvis godt indtryk af, om der er et stort eller lille kuld i vente. Et præcist antal hvalpe kan ikke angives ved denne metode.

Ultralydsscanning er ikke smertefuldt for tæven, og undersøgelsen er ikke skadelig – hverken for tæve eller hvalpe. Tæven ligges på ryggen på en blød pude, der støtter hendes ryg og gør hende tryg under hele undersøgelsen. Imens vi scanner, kan du følge med på skærmen, og vi guider dig gerne gennem alt, vi ser.

Blodprøvning til bestemmelse af drægtighed

30 dage efter ægløsning kan relaxin i tævens blod påvises. Relaxin er det eneste drægtighedsspecifikke hormon hos hund, hvorfor det kan fortælle os, om tæven er drægtig eller ej. Metoden fortæller dog intet om, hvor stort kuldet er, ligesom den ej heller fortæller, om der er liv, da relaxin kan være forhøjet i tævens blod flere dage efter eventuelt tab af drægtighed.

Røntgenundersøgelse til bestemmelse af drægtighed

40 dage efter ægløsning kan drægtighed bestemmes ved hjælp af en røntgenundersøgelse. Det bedste billede opnås 1 uge fra fødselstermin, da hvalpenes kranier på dette tidspunkt er så forkalkede, at de tydeligt træder frem.

Røntgenundersøgelse har sin berettigelse er i de tilfælde, hvor der ved scanning er påvist et lille kuld på 1-2 hvalpe. I disse tilfælde er der risiko for, at tæven ikke får effektive veer, og at fødslen ikke går i gang til tiden, hvorfor det er nødvendigt med ekstra overvågning omkring fødselsterminen.

Hvor mange hvalpe er der?

Der kan være mange årsager til, at du som ejer gerne vil vide, hvor mange hvalpe, der gemmer sig i tævens bug. Måske er nysgerrigheden for stor at bære? Men der er også en række praktiske årsager til, at det kan være hensigtsmæssigt at vide, hvor mange hvalpe der kommer. Det kan give en ro under fødslen, når man ved, om der kommer 1 eller 10 hvalpe, ligesom det i tilfælde af små eller store kuld kan være nødvendigt med særlig fødselshjælp.