Vi sikrer den gode handel med omhyggelige forsikrings- og handelsundersøgelser
Det er en stor beslutning at købe hest, og der er mange overvejelser, du skal gøre dig, inden du kaster dig ud i projektet. En af disse er hestens sundhedsstatus. Det skal være en god og tryg oplevelse at købe hest – uden ubehagelige overraskelser, der først dukker op, når hesten er købt. Derfor anbefaler vi altid at få lavet handelsundersøgelse af hest – til stor gavn for både køber og sælger.
Målet med undersøgelsen er, at beslutningen om køb eller salg kan foretages på et så veloplyst grundlag som muligt. På den måde minimeres risikoen for efterfølgende tvister.
Hvordan foregår en handelsundersøgelse af hest?
Vi anbefaler, at køber vælger en dyrlæge, som køber har tillid til, og at både køber og sælger er til stede ved handelsundersøgelsen. På den måde får alle parter i sagen de samme oplysninger. Det anbefales, at handelsundersøgelse af hest foretages på vores dyrehospital i Hammel, da vi her har gode forhold til mønstring og longering, ligesom vi råder over udstyr til røntgenfotografering, hvis dette ønskes eller stilles som krav af forsikringsselskabet.
Undersøgelsen varer omtrent 60-90 minutter. På den tid undersøges hestens øjne, tænder, hjerte, lunger, ryg og hals, ligesom hestens bevægelighed vurderes ved mønstring, bøjeprøver og longering. Afslutningsvis foretages blodprøver.
Handelsundersøgelse af hest er et krav til visse forsikringer
Til mange typer af hesteforsikringer vil en handelsundersøgelse være et krav. Ved handelsundersøgelse af hest får du udleveret en attest med bedømmelse af den pågældende hests sundhedsstatus. Attesten kan, inden for 14 dage, anvendes til forsikring, hvis du ønsker din hest forsikret.
Handelsundersøgelse med stor ekspertise
Hos Dyrlægegruppen Dania er vi eksperter i heste. På dyrehospitalet i Hammel har vi moderne udstyr og højtuddannet personale, der er i stand til at levere på højt niveau. Du kan derfor trygt lade os tage hånd om din nuværende eller kommende hest.